Resume - at skabe antropologisk viden om børn

At skabe antropologisk viden om børn

Eva Gulløv, Susanne Højlund. I: Feltarbejde blandt børn: metodologi og etik i etnografisk børneforskning (s. 15-36)

Teksten er 1. kapitel i bogen Feltarbejde blandt børn. Metodologi og etik i etnografisk børneforskning af Eva Gulløv og Susanne Højlund. Dette første kapitel omhandler de generelle overvejelser omkring feltarbejdet som udgangspunkt for den antropologiske videnskaben (antropologi: videnskab om mennesket). Den antropologiske viden er rettet mod betydningssystemer og sociale processer.

Feltarbejde:

En vigtig faktor i felt arbejdet er varigheden af ens ophold i ”felten”. De skriver i teksten s. 17 at et kortere ophold har risiko for at danne for løst et grundlag at konkludere på. Det vigtige ved feltarbejde er at være deltagende. De henviser til den norske antropolog Frederik Barth, han udtrykker det således ”…Mennesker handler ikke spontant og naturligt overfor en passiv observatør, slik de gjør foran et medmenneske…” Der er ting man ikke kan spørge sig til, men som bør opleves for rette grundlag til konklusioner. En anden vigtig ting i forbindelse med feltarbejde er, at man undres. Man bliver nødt til at undres over de ting man oplever. Denne undren giver så anledning til ny undren. Derfor er felt arbejde heller ikke udtryk for en bestem tilgange, det kan være nødvendigt at inddrage andre metoder, interview, deltage andre steder end den oprindelige ”felt”. De gør desuden opmærksomme på ikke kun at have fokus på forskellen på ”ude” og ”hjemme”. Man skal stadig gøre sig mange overvejelser selvom man er på ”hjemmebane”.

Deltageropservation:

Hovedpointen i dette afsnit omhandler evnen til at sætte sig ind i deltagernes situation. Man må sætte sin egen overbevisning i baggrunden og først og fremmest se ”hvor de kommer fra og med hvad”. Om det er børnearbejdere i Tanzania eller børn på børneafdelingen på et dansk hospital er det vigtige deltagernes baggrund. 

Feltarbejde som refleksiv tilstand:

Refleksion er en vigtig del af feltarbejdet, forskeren tvinges til at stille spørgsmål ved både sig selv og sit eget værdigrundlag (s. 23). Alle de indtryk man får i løbet af et felt arbejde (sure og glade børn og voksne) er medvirkende til hvilke ting man registrerer. Tolkningen bliver en væsentlig del af etnografiske observationer. Der er også stor risiko for at lægge for stor vægt på de sproglige udsagn, da disse ofte er lettere at notere mens man observerer. Det vigtige er så at reflektere over hvad der er observeret, får man alle aspekter med. Det er ligeledes vigtigt at man som forsker formår at opretholde en vis distance til feltet, samtidig med man opnår fortrolighed nok til at kunne observere.

Om konstruktionen af et barneperspektiv:

Der er gennem tiden sket en ændring i opfattelsen af børn og børns bidrag til forskningen. Børn ses nu som aktører også i forskningsøjemed. Der er dog en forskel på om man ser en kultur udefra eller om man er inde. Man kan lære lære en kultur at kende, men det er straks værre at forstå den.

Analyse af kontekst:

Konteksten er vigtig i forbindelse med feltarbejdet. Det er ikke nok kun at reflektere over børns udtalelser og handlinger, man bliver også nødt til at se det kontekst til de øvrige faktorer der er til stede. Vi må dog være åbne overfor disse kontekster og ikke på forhånd tillægge dem værdier. Dilley (1999) siger, at et vigtigt spørgsmål er om den kontekst man bestemmer sig for at tillægge betydning, er valgt af aktør eller af forsker, som vælger den af mere teoretiske årsager.

Antropologisk viden om børn:

Det er vigtigt at vi går åbent til opgaven med at observere børn hvis vi vil se det individuelle barn, samt forstå hvordan det individuelle barn ser sig selv. Vi skal huske også at se på konteksterne, på denne måde opnår vi en mere bred analyse af børn og kontekst. 

Resume - Børns mundtlige legekultur

Børn mundtlige legekultur

Povl Bjerregaard (Sørensen, Mogens, DKK, Akademisk Forlag (2009) s. 229 – 248)

Kapitlet af Povl Bjerregaard introducerer børns mundtlige legekultur. Begrebet bruges i denne tekst som samlebetegnelse for de aktiviteter, genre og udtryksformer i mundtligt baseret leg og fortællinger som børn deltager i (s. 229). Kapitlet fokuserer på børn i alderen 6-12 år, da det denne aldersgruppe der traditionelt udøver disse genrer. Han nævner dog at de mindre børn også benytter genren, bl.a. når de laver ”bølgen”.

Oftest benytter børn udtryksformerne når de er alene eller når de voksne kun er til stede i periferien.

Selve indføringen af begrebet i legekultursammenhæng findes hos Mouritsen (1996). Her defineres legekultur som børns æstetiske symbolske udtryksformer og er samlebetegnelse for børns lege og andre æstetisk organiserede udtryksformer. Børn referer ofte til familien og venner som kilde til deres gåder, vittigheder m.m.

Sprog er vigtigt også i sociale sammenhæng, sprog brugt i de ”kampe” eller spil der hele tiden finder sted om magt, status osv. Sproget indgår i den daglige leg, børn bruger sproget til at lege med rim, remser, gåder m.v.

Der skitseres tre systemer:

Det sociokulturelle system – her tales om referencerammer, genkendelse (Bamse og Kylling m.fl.) Disse referencer ændrer sig over tiden.
Det lingvistiske system – sprogets indretning, fonetik, sociale funktionen (hvad til hvem?)

Det poetiske system – legen med sproget.

Gåder og gådevitser: Spørgsmål-svar formen (mest blandt mindre børn) Gådevitser, her fortæller fortælleren uopfordret pointen

Gyserfortælling: Bygges op før den fortælles, der er forventning fra tilhørerne om et gys. Hverdagens dilemmaer kan ”pakkes ind” i en gyserfortælling.

Alle Børnene genre: Omkring 1990 kom genren frem, kort genre. Bruges til at udskille fra normen. Der kan her arbejdes ikke kun med enderim, men også bogstavrim. Kan bruges til at udstille en ikke accepteret person.

Parodier: er at gøre grin med noget eller nogen, forældre, lærere m.fl. Her kan også nævnes sang-omskrivning.

Rim og remser: Tidligere havde rim og remser bestemte didaktiske funktioner – lære ugedage, bogstavremser m.m. Alle-børnene genren er også en form for rim og remse, kort nem at huske. Der er en rytme i disse rim og remser.

Povl Bjerregaard opfordrer pædagoger til at være tålmodige i den mundtlige legeproces. De skal lytte til den samme vittighed mange gange, de skal hjælpe børnene med at få udtrykt sig. Pædagogerne skal også selv give sig i kast med de forskellige genrer, derigennem opfordre børnene til at prøve sig frem.

Resume - Børn & Kultur Beth Juncker

Børn & Kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger

Beth Juncker (Sørensen, Mogens, DKK, Akademisk Forlag (2009) s. 201 – 228)

Beth Junckers tekst er en introduktion til de kulturbegreber man han hørt om i det pædagogiske felt. Der er sket en ændring i opfattelsen af børn, børn er gået fra t være ”becomings” til at være ”beings”. Den tyske professor i pædagogik Thomas Ziehe er tidligt ude med konsekvenserne af den kulturelle forvandling der sker som følge opbrudsituationen. Han mener, at der er tale om en kulturel frisættelse – kulturel og ikke social. Han mener det æstetiskes betydning i børns kultur spiller en større rolle for socialiseringen end institutionernes pædagogiske og didaktiske læreprocesser.

De tre k’er kommer på banen, dog primært de to første, kultur for børn og kultur med børn. Der bliver skrevet en del i teksten om at børn ikke længere er ”becomings”, de er subjekter. De er nu selv medvirkende til at skabe deres kunst/ kultur. Før spurgte få ind til børns egne projekter, efter vi ser på børn som ”beings” har børns egne projekter også værdi. Beth Juncker nævner en del teoretikere i teksten, men vender til sidst tilbage til Thomas Ziehe. Hans pointe er at selv om der er sket en stor forandring i børnekulturen og i børns kultur, så udelukker de gamle begreber ikke de nye. Det er vigtigt at give børn en bred vifte af tilbud om kultur, både kultur voksne vælger, men også kultur af børn.

Beth Juncker mener disse diskussioner er vigtige, det er nødvendigt med diskussioner om relationerne mellem kulturerne. Hun opfordrer til sidst i teksten til at deltage i diskussionerne.

Resume Gakkede Gangarter

Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb!

Børns kulturelle udtryksformer og værdier.

Beth Juncker

Teksten starter med en præsentation af loven om pædagogiske læreplaner, derefter bliver der sat fokus på ”Kulturelle udtryksformer og værdier”. Et dilemma bliver ridset op: indebærer læreplanerne at børns egne interessesfelter og deres egne måder at skabe, handle og erkende på, skal nedprioriteteres og at de pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, der kan fremme faglige færdigheder skal opprioriteres? Er det et enten eller? Kan perspektiverne forenes?

Teksten kommer med en historik om hvorfor vi har læreplaner. Tidligere var dagtilbuddene et sted med fokus på pædagogik og udvikling, nu er vi har vi indskoling. Børnene skal vi læreplaner rustes til at kunne klare skolen. De skal have lært tal og bogstaver, Beth Junker skriver at de læreprocesser der er forbundet med leg ikke er umiddelbart forenelig med læreprocesser der er forbundet med undervisning (s. 3).

Beth Junker vil have nutidens pædagoger til at huske på at børnenes møde med kulturelle udtryksformer og værdier, først og fremmest handler om børnenes egne kulturelle udtryksformer og ikke de voksnes (mødet med professionelle kunstnere – musikere, skuespillere osv.). hun vil have pædagogerne til at huske begrebet – Kultur af børn. Beth Junker vil have der skal være mere fokus på den af børn selvskabte kultur. Der er stadig for meget fokus på de to første k’er. Børn skaber kultur alle vegne, mens de hopper, mens de tegner osv. For at der kan flyttes fokus, må vi først erkende at børn er kultur. Tidligere var børn becomings, noget der skulle formes af voksne. Hun skriver at læreplaner stadig tænker på børn som aktive. Dette på baggrund bl.a. af Mouritsens teorier.
Mouritsens teorier udspringer af det antropologiske kulturbegreb. Børn forsøger fra starten af deres liv at formgive hverdagen så det bliver spændende, sjovt og udfordrende. Det gamle ”klassiske humanistiske kulturbegreb” vil kalde dette for pjank og pjat. Mouritsens ser dette som et æstetisk felt. Det omfatter både børns egne æstetiske udtryksformer og processer og de kunstnerisk-æstetiske udtryk, der er forbundet med de klassiske og moderne medier, de benytter sig af (s. 8). Mouritsen har denne optik: Børns kultur. Hermed menes de kulturelle udtryk, børn frembringer i deres egne netværk, d.v.s.hvad man med en samlebetegnelse kunne kalde deres legekultur. Den består af en vifte af udtryksformer og genrer: lege, fortællinger, sange, rim, remser, gåder, vitser og hvad der i

øvrigt falder inden for den klassiske børnefolklore, men den rummer også punktvise æstetisk

organiserede udtryk knyttet til øjeblikket såsom rytmisk lyd, pjat, plagerier, gangarter og

lydarter. Også børns måder at tage diverse medier og ”steder” i brug på hører til denne

kategori, f.eks. skrift, video, computer.

Alexander Gottlieb Baumgarten grundlagde æstetikken som videnskab og bestemte dens genstandsfelt dobbelt:

1. som studier i de sensitive veje til erkendelse, der spillede sammen med de rationelle

2. som studier i kunstskabelse og kunsttilegnelse

Husserl, Michel Polanyi, Maurice Merleau-Ponty har i nyere tid udviklet feltets teorier og begreber.
Beth Junker skriver at den måde vi tidligere videregav kulturarv til de yngste ikke længere eksisterer. Vi har fjernet denne mulighed for videregivelse og erstattet det med institutioner, her er de forskellige alderstrin ikke længere sammen og derfor er der ikke længere videregivelse som tidligere. Hun mener ikke institutionerne kan bidrage med samme kultur-mønstre som familien, de ældre børn osv. kan. Hun konkluderer følgende:

-          at det æstetiske har sin egen væren og sin egen mening

-          at denne væren skabes ved hjælp af kulturelle mønstre og udtryksformer

-          at den fordrer inspiration, rum, redskaber og øvelse

-          at det kulturelle udtryksregister, der aktualiseres, improviseres og udvikles med, er

forudsætningen for det sociale samvær, det muliggør, og de erkendelser, der udvindes

gennem det

-          at denne værensform omfatter både børn og voksne

-          at dens kvaliteter knytter sig til deltagelse. Det er dem, der er med, der afgør, om legen er

god!

citat: ”…De erkender ikke i begreber, udlægninger og forklaringer, men i handlinger, de oplever som meningsfulde…” (s.11)

Beth Junker mener at vi skal have fokus på barnet, barnets behov og barnets vurdering af kultur.

Små børns forsøg på at lave sjov

Jeg bliver nødt til at komme med dette lille ekstra indlæg :-)

Min søn på knap 4 forsøger også at være sjov, han kan finde på at sige: Godnat i 2 klovne når det er sengetid. Dette er jo hans forsøg på at komme med en joke. Ikke en direkte vits, men stadig det første spæde forsøg på at vise han også har humor.

Vi er jo alle begyndt et sted....

Børns vitser

Jeg har snakket med en 13 årig pige som fortalte, at de både fortæller hinanden vitser face-to-face i skolen og klubben, men at de også sender dem til hinanden pr. SMS. De givne eksempler er fortalt på min opfordring, men jeg har ikke opfordret til typen af vits. Pigen fortalte bare nogen af dem som hun kom i tanke om og som hun havde på sin telefon. Her et udpluk.

Der er den klassiske blondinevits:

1.       Blondinen gik ind i butikken og spurgte ekspedienten: ”Har du nogle gardiner til PC’en?”

Ekspedienten: ”Der er der ikke noget der hedder.” Blondinen: ” Jo, for jeg bruger WINDOWS.”

Der er den lange vits, som man kan sige kræver en rimelig hukommelse:

1.       Der var engang en mand, som havde en papegøje. En dag så manden boksning og der var nogen der råbte ”Giv ham en på tuden, giv ham en på tuden.” Det lærte papegøjen at sige.

Næste dag så manden atletik og der var en der råbte ”Hurtigere, hurtigere, tjep tjep tjep.” Dette lærte papegøjen også at sige.

En uge senere skulle manden og papegøjen på ferie og i flyet sagde stewardessen: ”Blød landing på bane 4, blød landing på bane 4.” Det lærte papegøjen også at sige.

Da de kom hjem så de vejrudsigten og vejrmanden sagde: ”Kig op og ned på udsigten, kig op og ned på udsigten.” Dette lærte papegøjen også at sige.

En søndag tog de i kirke og præsten spurgte: Hvad ville du sige til Gud, hvis han kom herned? Og papegøjen svarede: ”Giv ham en på tuden, giv ham en på tuden”

Præsten tog papegøjen og svingede den rundt over hovedet. Papegøjen skreg: ”Hurtigere, hurtigere, tjep tjep tjep”.

Præsten slap papegøjen, som landede under kjolen på en dame. Den råbte: ”Blød landing på bane 4, blød landing på bane 4”. Den kiggede op under kjolen på damen og skreg: ”kig op og ned på udsigten, kig op og ned på udsigten.”

Så er de nået den alder hvor de fniser over et frækt ord:

1.       Hvorfor er kinesere gule?

Fordi de boller i karry!

Nogen af de fortalte vitser kan jeg huske vi også brugte da vi var i den alder.