Kommunikationskultur

Kommunikationen som skaber en god stemning:

Et barn er netop startet i institutionen, der er tale om et skilsmissebarn som netop er flyttet til byen med sin mor. Da moren kommer og henter barnet er hun tydeligvis meget optaget af om barnet har reageret på flytningen. Pædagogen opfanger morens signaler og foreslår at de drikker en kop kaffe og får en snak om hvordan det er gået. Pædagogen møder moren med imødekommenhed og anerkendelse. De får en snak om dagen og hvilke reaktioner barnet tidligere har vist på skift i hverdagen i forbindelse med skilsmissen og flytningen. Ting som blev talt om ved indskrivning af barnet, men som tydeligt stadig ligger moren meget på sinde.

Efter denne ”uformelle” snak er det en tydeligt lette mor som tager hjem med sit barn.

Pædagogen viser sit systemiske menneskesyn, hun går hele vejen rundt om situationen og finder i fællesskab med moren en positiv tilgang til den nye situation for barnet.

Desuden er pædagogen meget obs på konteksten som barnet og moren er i, det giver moren en følelse af at være forstået

En situation hvor kommunikationen bliver negativ:

En flok børn sidder og tegner. Et barn siger stolt: ”se min tegning”, lærens kommentar er: ”Ja, dit navn skal skrives med stort”.

Barnet svarer: ”ok”

Barnet anerkendes ikke for sin tegning, men korrigeres blot på måden navnet er stavet. Dermed flyttes fokus fra hvad barnet egentlig ville vise og over til hvad læren ønskede – at navnet var stavet korrekt.

Læren skubber sit systemiske menneskesyn i baggrunden og lader sig styre af det mekaniske. Altså koncentrere sig om slutresultatet mere end selv den proces barnet har været igennem med tegningen.

 

Vær obs på konteksten:

En klassiker for os er når folk taler i telefon i bussen. Man hører her kun den ene side af folks samtale og man kender ikke kontekst eller den ”anden” ende. Man kan tænke snak dog ordentligt, lad vær at bande eller fortæller du dét til alle? Men det kan jo være at denne samtale er dagligdag og normal for begge parter.

Der er på jobbet også stor forskel på hvordan man taler sammen. Man har en form for kommunikation med nærmeste kollegaer, en anden med ledelsen og en tredje med en eventuel tredjepart. Spørger kollegaen om man har det godt, får denne hele måske versionen om at mand og børn bare har været på tvær. Spørger lederen er svaret måske, ”jeg er bare lidt træt, sov dårligt” og spørger en tredjepart om det samme er svaret måske ”jeg har det fint”.

Igen her kommer konteksten til at spille en rolle i kommunikationen, det afhænger af med hvem og hvor man taler.

Når pædagogen taler med forældre/pårørende er det vigtigt at holde en professionel samtale, men uden at virke arrogant. Pædagogen skal vise at man gerne vil finde fælles vej, men på samme tid holde fokus og ikke gå på kompromis med fagligheden. Det kan være eksempelvis være i en samtale med et forældrepar til et børnehavebarn. Der kan være tale om to kulturer og to opfattelse af hvad der er for barnets bedste, måske noget social belastning, arbejdsløshed eller sygdom. Hvis ikke pædagogen kan finde fælles forslag med forældrene kan det blive nødvendigt at kalde en mellemmand ind som er mere inde i hvor dan familiens situation er og kan hjælpe kommunikationen på vej. Som Susanne Mørch forklarer om Wittgensteins citat:: ..”Hvis en løve kunne tale, kunne vi ikke forstå den”… (Mørch, Susanne 2008), …”måske har vi brug for, at andre løvekendere formidler dens budskaber for os…” (Mørch, Susanne 2008).

Når man ikke kender konteksten kan man hurtigt drage fejlagtige konklusioner.

To børn tager sko på, den ene (barn1) bytter om på skoene, barn 2 siger ”Bananfüse”. Barn 1 bliver dybt ulykkelig og tror barn 2 driller. Konteksten er at barn to taler delvis tysk og hvor han/hun kommer fra er det måden at sige du har vendt dine sko forkert. Barn 1 vidste ikke det og tolkede det som drilleri.

På samme måde kan voksne drage fejlkonklusioner hvis ikke de kender konteksten.

En konflikt kan opstå på baggrund af denne misforståelse.

Vores erfaringer med menneskesyn:

En af os har bl.a. oplevet følgende:

Nå jeg kom til læge med mit barn fordi det var tid til vacination, var lægen meget kort for hovedet og havde dårligt tid til at snakke. Men når det drejede sig om sygdom hos barnet udviste lægen stor empati. Jeg valgte en dag at fortælle lægen at jeg faktisk blev lidt ked af denne koldhed ved vacination og fik en forklaring.

Lægen havde det så dårligt ved at skulle stikke de små, så lægen valgte at lukke af for alle følelser, det skulle bare overstås. Lægen troede ikke selv at forældre kunne mærke forskel, men var glad for at blive spurgt og dermed gjort opmærksom på det.

Med andre ord, lægen valgte det mekaniske menneskesyn ved den grimme del og det systemiske ved andre opgaver.

Vi mener denne vægtning er meget belysende for hovedparten af befolkningen. Man vælger at se meget mekanisk/rationelt på mennesker når man står overfor en ubehagelig kommunikation. Man vil helst ikke se på om man selv kan gøre en forskel i situationen. Selverkendelse er en vanskelig ting.

Men som pædagog kan de netop være en force at erkende overfor forældre eller børn/borgere. På den måde kan man være medvirkende til at fjerne skyldfølelsen hos forældre, ændre samtalen til at det ikke er fordi man siger forældrene gør noget forkert. Men at man ved fælles hjælp og via fælles ressourcer kan hjælpe – komme videre.